Tekst af Mikael Wivel, kunsthistoriker, dr.phil.
DEN TEGNENDE TORDENKILE
Peter Lautrop er en af sin generations væsentligste, danske billedkunstnere. Han har fortrinsvis virket som såkaldt ”bladtegner”, først og længst og bedst på Information, og siden, mere neddæmpet eller diskret, på Berlingske Tidende. Denne virksomhed indstillede han omkring årtusindskiftet for i stedet at folde talentet ud som fri kunstner - og som sådan har han med mellemrum udstillet på gallerier rundt om i landet, hvor han har vist rækker af vildtvoksende og muntert fabulerende værker, som i bedste forstand er beregnet for børn i alle aldre.
Lautrop har stadig samme nerve i stregen som tidligere og samme frodige fantasi, om end han tilsyneladende er blevet noget mildere stemt end før. Med alderen har han udviklet sig i mere overbærende retning og tegner sig nu ind omkring verdens tilstand uden aggression eller fordømmelse.
Som bladtegner var Peter Lautrop i slægt med størrelser som Arne Ungermann og Storm P. De tre tegnere udgør simpelthen en liga for sig. Storm P. var pioneren og den vrede unge mand med det sociale sindelag og det høje humør, og Ungermann den filosofiske surrealist med den skarpe pen og den poetiske åre, mens Lautrop er amokløberen, der sidst i det 20. århundrede samlede begge vinklinger i sig, men forlenede dem med et sortsyn af overvældende dimensioner.
Lautrops sortsyn ville have været helt ubærligt, hvis det ikke samtidig havde været drevet frem af en vital og målrettet aggression, og hvis ikke analyserne af den almindelige dårskab mellem menneskene havde været så djævelsk underfundigt præciseret. Lautrops humor er måske nok morbid, men den er også frodig.
Hans tegninger fortæller på den ene side, at det værste allerede er indtruffet, og at der ikke er meget at stille op, fordi menneskene som sådan er uforbederlige og deres dumhed uden ende. Men de fortæller også, at det er vigtigt for os både at vide det og at spidde det. Erkendelse og sarkasme går hånd i hånd hos Lautrop.
Det var ikke mindst i Informations ugentlige tillæg Moderne Tider, at Lautrops talent udviklede sig i retning af det uforudsigelige. Her tegnede han såvel på forsiderne som inde i bladet, ligesom han ofte farvesatte artiklerne på uortodoks vis. Der var tale om en kraftudladning af hidtil uset originalitet og om et selvstændigt, kunstnerisk udsagn, der på ingen måde stod tilbage for det bedste i samtiden.
Som tegner kan Peter Lautrop således uden videre sammenholdes med Palle Nielsen. Hans værk bærer samme apokalyptiske vision i sig, som dennes, og er også gennemsyret af samme, stædige drift efter at trænge helt derind - eller helt derud - hvor sandheden åbenbares. Begge kunstnere har indset, at det værst tænkelige allerede er i rivende udvikling, og de forsøger derfor med både passion og præcision at registrere de enkelte stadier i processen - og for at nå ud til så mange som muligt, gør de det i et formsprog, som alle og enhver kan fatte og følge med i.
Begge kunstnere hører til mellem de uforsonlige, men samtidig har de også forsøgt at pege alternativer ud. Ellers havde det jo heller ikke være til at bære. Palle Nielsen vendte sig således sent i sit liv mod Englene, altså mod det metafysiske, mens Peter Lautrop har vendt sig mod Dyrene, altså mod naturen. Og det er tydeligt, at han ser dyrene som de uskyldsrene repræsentanter for en anden og lykkeligere eksistens end den menneskelige.
Denne romantiske og temmelig utidssvarende drift mod en tilstand af fundamental uskyld kom stærkest til udtryk i Lautrops samarbejde med Poul Høst Madsen omkring projektet Bamsernes Befrielsesfront, som blev realiseret i Informations spalter sidst i 1970erne og resulterede i nogle af de mest overrumplende avissider, der er set i dansk presse.
Lautrop gik ind i projektet med hele identifikationens styrke, og Bamsen er da også siden blevet en gennemgående figur i hans værk. Nu var Befrielsesfronten selvfølgelig ikke den rene romantik, Lautrop er ikke eskapist, men idealist. De voldelige overgreb mod bamserne, som også udgjorde en del af hans fortælling, blev således fremstillet på en måde, så selv de mest tungnemme betragtere måtte forstå, at her var det ikke blot bamser det gjaldt, men truede eksistenser af enhver art i denne, den værste og den bedste af alle verdener.